Psykolog & Psykoterapi i Århus / Favrskov med base i Hinnerup Forsiden Profil af psykolog Ydelser Info Betaling Link Kontakt
Psykolog ydelser

 



Terapi på baggrund af neuropsykologisk viden og erfaring

Neuropsykologi er læren om forholdet mellem hjerne og adfærd herunder kognition (opfattelse, læring m.m.) og følelser.

De hyppigste årsager til erhvervet hjerneskade er blodpropper, blødninger i hjernen (apopleksi) eller traumatiske hjerneskader efter f.eks. trafikulykker. Hjerneskader kan også opstå som følge af betændelsestilstande (f.eks. meningitis), svulster eller iltmangel som følge af fx kvælning, drukning, eller hjertestop.

Mange hjerneskadede får bevægelsesmæssige problemer på grund af lammelse af den ene kropshalvdel. Det er hårdt at blive ramt på sin førlighed, og det kan være svært at acceptere, at man ikke formår det samme som før skaden, og at tilværelsen ændres radikalt.
Mens fysiske handicaps er synlige og i nogen grad kan forstås af omgivelserne, er det vanskeligere at vurdere og forstå hjerneskadens konsekvenser for de mentale funktioner. Man kalder sådanne konsekvenser for skjulte handicaps. Ofte mister en skadet person evnen til at overskue en situation og planlægge sin hverdag. Personen kan have fået hukommelsesproblemer, vanskeligheder med at udtrykke sig eller forstå det talte sprog (afasi), problemer med at læse, skrive, regne eller problemer med hurtig udtrætning.

En hjerneskade medfører undertiden personlighedsmæssige forandringer, så den ramtes adfærd kan virke stødende på andre. Personen kan få svært ved at vurdere sin egen formåen og opfange sociale signaler fra omgivelserne. En varig ændring af personligheden påvirker ofte identitetsfølelsen.
En hjerneskade rammer hele familien, og familiens liv ændres radikalt. De pårørende udsættes for stor belastning fra det sekund ulykken rammer. Usikkerhed, angst og tanker om en uoverskuelig fremtid præger tiden umiddelbart efter skaden er sket.

Hvis du er blevet ramt af en hjerneskade.. hvis dit liv har vendt sig 180 grader fra den ene dag til den anden.. eller hvis du er pårørende.. så har du måske behov for at bearbejde oplevelser, følelser eller vanskeligheder forbundet med hjerneskadens konsekvenser.

tilbage til ydelser

 

Autoriseret psykolog  •  Karen Hedvig Duelund  •  Favrskov Erhvervscenter  •  Bogøvej 15  •  8382 Hinnerup   •  mail: post@psykologi-praxis.dk  •  tlf.: 40136654